Brejning Bådklub har for nogle år siden investeret i en J70.
J70 er en sportssejlbåd, som findes i et stort antal, dvs. en såkaldt stor klasse. Derfor er der mange events, hvor man kan sejle mod andre J70’ere, hvilket gør konkurrencen mere spændende.
For en klub som BBK er det vigtigt at have nye tiltag, der kan vise nye generationer glæden ved at være på vandet. Et af disse tiltag er en klub-J70, hvor man kan blive en del af teamet, lære og prøve kræfter med søsporten i en sådan båd.
BBK’s J70-team er i 2024 vokset til en solskinshistorie.
Teamet består nu af 11 medlemmer, som på skift deltager i stævner.
For klubben er det i sig selv fantastisk at have så stor opbakning.
Derudover fungerer J70-teamet som en drivkraft i Brejning Havn, hvor de hjælper ungdommen, støtter op om arrangementer og generelt skaber liv, samtidig med at de uddanner en ny generation af sejlere.
J70-teamet deltager i Sejlsportsligaen og så mange stævner, som de kan samle mandskab til. Det at komme ud og sejle mod ligesindede giver både netværk og læring.
BBK drømmer om at opbygge et bredt og stærkt sejlinstruktørteam, hvor instruktørerne kan løfte hinandens kunnen, afløse hinanden gennem skolesæsonen og fortsat sikre, at kommende nye sejlere får en god og sikker start på vandet.
BBK har haft succes med dette i kajakinstruktørkorpset, som rummer en stærk gruppe, der løfter hinanden, skaber fællesskab og styrke til at varetage skoleopgaven.
I år ser vi, at J70-teamet er ved at blive en inkubator for nye sejlskoleinstruktører.
Det er håbet at sende flere J70-sejlere på Dansk Sejlunions instruktørkursus i løbet af vinteren.
Skulle du også have lyst til at indgå i BBK’s fremtidige sejlskolekorps, så skriv til formand@bkk-brejning.dk